Min tilværelse som “nomade”

udsigtJeg må indrømme, at jeg er blevet ret vild med min nye tilværelse som “nomade”. For hvordan kan man være andet, når man kommer til det ene dejlige sted efter det andet og samtidig kan beskæftige sig med det, man holder af?!

Jeg elskede vores engelske hus, der dog var noget mere krævende end vi havde forestillet os. Jeg elskede især naturen omkring det, og jeg ønsker mig – på et tidspunkt – en anden dejlig naturplet, som jeg kan have som base og udgangspunkt.

Men lige nu har jeg nok i autocamperen. Den holder jævnligt på skønne pletter i England og andre steder i Europa, og skønt de ikke er mine, så nyder jeg dem alligevel. Blandt andet her, hvor vi har slået os ned på en rideskole med tilhørende mark – og plads til 5 “enheder”, der kan være autocampere eller campingvogne.

Pladsen er “kun for voksne”, og vi har rigelig plads, for der er kun et andet par foruden os. Sjovt nok også et par, der har valgt tilværelsen på hjul på fuld tid. Den tilværelse kan kun anbefales 🙂

Parkering

ryeDet er ikke altid nemt at parkere en bil på 7 meter i de engelske byer. Visse steder er autocampere slet ikke velkomne, mens andre gør et stort nummer ud af at finde en løsning til fordel for autocampisterne.

I Royal Tunbridge Wells – som er en utroligt dejlig by med masser af gode butikker og spisesteder – fandt vi en parkering på busholdepladsen lige ved siden af den gamle bydel. Der var kun mulighed for at betale for parkeringen med mobiltelefonen, men en dansk mobiltelefon nytter ikke. Da jeg ringede til det nummer, der stod anført på skiltet, bad den venlige herre fra kommunen om registreringsnummeret og lovede mig, at vi kunne holde gratis hele dagen.

I den charmerende by Rye, hvor vi er lige nu, kan man holde på busholdepladsen, der ligger ved togstationen. Det koster kun ca. 25 kr. for en hel dag – og der er mulighed for at købe et parkeringskort, hvis man skal være her i længere tid.

Begge byer er absolut værd at besøge, hvis man kommer til England.

Hverdagsliv

knoleJeg har endnu ikke helt vænnet mig til, at vi nu BOR i en autocamper. Sådan stort set på heltid.

Det føles lidt som ferie, selv om vi arbejder ganske meget undervejs – men alene det, at vi kan lægge arbejdet fra os og gå en god lang tur i solen, når vi har lyst til at det. Vi kan jo bare arbejde videre senere.

For hver dag, der går, føles bilen mere og mere som et hjem. Nogle ting bliver taget fra, fordi de ikke bliver brugt mere end en sjælden gang – andre ting kommer til, fordi vi ikke kan undvære dem. En støvsuger hører blandt de sidste; især nu når vi har en lille hund med.

Samtidig finder vi ud af at udnytte den beskedne plads bedst muligt. Vi købte blandt andet nogle “sammenklappelige” hylder i England, som ved et snuptag har delt to af vores ovenskabe op, så kopper og tallerkener nu står pænt, og “spisekammeret” er overskueligt.

Det er en fascinerende tanke, at vi somme tider “bor” midt inde i en hyggelig by og kort efter langt ude på landet. For nyligt boede vi på en plads i Kent, hvorfra vi nemt kunne tage på ture til nogle historiske huse.

Vi besøgte blandt andet Knole; en kæmpestor ejendom, hvor forfatterinden Vita Sackville-West blev født – her var vi hele dagen. Gik lange ture i området og nød livet på klapstole foran vores medbragte “hjem”, mens vi spiste dagens frokost fra restauranten.

Vi besøgte også byen Rye, der er utroligt charmerende. Den kan du læse mere om lige her: www.anglofilia.info

Rye

Når hunden skal med til England

gussiibruggDet er heldigvis blevet relativt nemt at tage hundevennen med til England, men der er nogle regler, der skal følges.

For det første skal hunden have en mikrochip, så den har et ID-nummer. Chippen sættes et sted i nakken, og det kan ske uden bedøvelse.

Dernæst skal hunden vaccineres mod rabies. Der skal gå tre uger fra vaccinationen til indrejsen, og vaccinationen har en begrænset holdbarhed. Check med dyrlægen, hvor længe den er – for der er forskel på produkterne. Det er vist enten to eller tre år.

Hunden skal have et pas, og det er også noget, dyrlægen kan hjælpe med. ID-nummeret fremgår af passet, og desuden bliver vaccinationen mod rabies skrevet ind her.

Sidst, men ikke mindst, skal hunden have en ormekur – HVER gang den skal rejse ind i Storbritannien. Det skal ske mindst 1 døgn og højst 5 døgn inden indrejse. Ormekuren skal gives af en dyrlæge, og også dette skal skrives ind i passet. Pas nøje på, at tidspunktet for dyrlægebesøget skrives ind – de er meget omhyggelige i den engelske (dyre)paskontrol.

Da vi altid tager over med tunnellen og altid opholder os nogle dage i Brugge både før og efter England, er dette sidste med ormekuren ikke noget problem for os. Vi har fundet en sød belgisk dyrlæge, der bor lige i nærheden af det sted, hvor vi holder med autocamperen. Han gav Gussi en ormekur (flydende – sprøjtet ind i munden) og skrev i passet – og dernæst blev vi den påkrævede ekstra dag i byen, så midlet havde tid til at virke.

Ved Eurotunnellen er der en særlig indgang med et iøjnefaldende “potemærke”. Det er her, man skal ind – inden indcheckning – med hunden. Chippen bliver scannet, passet checket, og hvis alt er, som det skal være – så er det det.

Du kan læse mere om de officielle bestemmelser på denne engelske side: Travelling with pets

Med hund på tur

hund1For nogle uger siden fik vi en lille hund, der kom fra et spansk internat. Der har ikke været problemer i den forbindelse, men hverdagslivet i vores autocamper har selvfølgelig ændret sig noget.

På plussiden er hunden en glimrende slankekur, for nu går vi adskillige ture dagligt uanset vejr og vind. På minussiden, hvis man kan sige det sådan, er der pludselig ting, man IKKE kan – men det var vi selvfølgelig forberedt på.

Man kan godt tage hunden med på restaurant i udlandet, men vi foretrækker at finde steder, hvor vi kan få maden med hjem. Således i Brugge, hvor vi uden problemer fik lækker mad serveret fra nabo-restauranten, og det samme var muligt i Slesvig. Så dækker vi fint op med tændte lys og musik, og det er mindst lige så hyggeligt som at spise ude.

I øjeblikket er vi igen i London, og på gårsdagens travetur Chelsea rundt fandt vi både en lille have, hvor vi og vuffen kunne spise vores medbragte frokost, og en fortovscafe med tæpper, hvor vi alle tre kunne sidde og se på det pulserende liv, mens de to af os drak kaffe.

Med medbragt hund må man indrette sig – og det kan man også sagtens.

Næste gang vil jeg fortælle lidt om, hvordan man får hunden med til England… 🙂 

hund2

Translate »