Uddrag fra bogen Autocamperliv – på tur i Sydengland

gardenhousetilfbVisse steder glemmer man aldrig, og the Garden House i Buckland Monachorum er ét af dem. Derfor var det en stor fornøjelse at genbesøge haven, der var blevet større, siden vi så den sidst. Udvidelserne er sket i etaper igennem årene, og den vestlige del var kun lige begyndt i 1990’erne, da vi var der, mens skovområdet i den østlige del først nu er i sin spæde start.

Huset på grunden havde engang fungeret som præstebolig, og haven bestod af en skrånende have med mur og store græsmarker rundt om den. Den nytilflyttede familie døbte huset ”havehuset”, selv om de dårligt var gået i gang med haven på det tidspunkt – med tiden kom navnet dog til at passe perfekt. Haven i dag er én af de dejligste, jeg kender.

Uddrag fra bogen AUTOCAMPERLIV – på tur i Sydengland

590sidmouthDet er, som om tiden er gået i stå i Sidmouth, der ikke blot virker som en magnet på velstående pensionister. De gode strande og den charmerende by tiltrækker hvert år et stort antal besøgende, der nyder den afslappede stemning, og man har indtryk af, at alle mødes til eftermiddagste i Connaught Gardens.

Parken ligger ikke langt fra den gamle bydel og har ikke bare en fantastisk udsigt over havet; den føles som en lille oase og et rart sted at spise gode kager med gode venner eller bare sidde i fred med en bog. Bagefter kan man så besøge den gamle bydel og se nærmere på nogle af de mange fredede bygninger – hold øje med de blå plader på husene, for på dem kan man læse om stedets historie.

Uddrag fra bogen AUTOCAMPERLIV – på tur i Sydengland

590hintonHinton Ampners have er virkelig dejlig. Vi nød både at sidde på bænke og se på udsigten og at gå på opdagelse i de mange ”haverum”. Haven er anlagt i flere niveauer, og der er både klippede former, åkandedam og flotte blomsterbede, og ved kirken ligger frugthaven og køkkenhaven side om side.
Hvis man holder af at gå ture, er der flere muligheder. I receptionen kan man få et kort over de ruter, der er i området, og om foråret kan man se tætte tæpper af bluebells i skoven. På én af de kortere ture kan man se nogle af de mange gamle træer, der er på Hinton Ampner – det ældste træ regnes for at være 5-600 år gammelt og har altså stået dér siden tudortiden.

Der er et ”stille hjørne” i haven, og det er sådan en god idé, synes jeg. I vore dage, hvor vi hele tiden udsættes for forskellige former for støj, har man virkelig behov for at sidde ganske stille og lytte til fuglesangen, biernes summen og vinden i træernes blade. Man opfordres til at slukke for telefonen – og også gerne slå hjernen fra, så man bare fortaber sig i ro og eftertanke.

Ny bog AUTOCAMPERLIV – på tur i Sydengland

autocamperliv-sydengland-forside

Autocamperliv – på tur i Sydengland er fyldt med fortællinger om skønne naturområder, spændende haver, byer, historie og personligheder. Samtidig følges den rute, der hele vejen igennem er afprøvet i en syv meter lang autocamper, og som man kan vælge at kopiere helt eller delvist.

Bogen er for alle, der har lyst til at rejse i Sydengland – hvad enten man søger inspiration til en kommende autocampertur eller bare vil bruge ruten som udgangspunkt for en ”kør-selv” tur i almindelig bil.

165,00 kr. Softcover. 96 sider.

Hvis ovennævnte kan friste, kan bogen allerede nu bestilles lige her – og så skal jeg sende den, inden jeg tager afsted til England den 3. september.

Med hensyn til forsiden – så er jeg jo så heldig at være gift med en grafiker, der har formået at fange den sydengelske stemning på en sød og sjov måde – præcis som jeg havde ønsket mig den…!

Engelske campingpladser

skiptFordi vi tilrettelægger vores rute efter de steder, vi gerne vil se/opleve/fotografere og senere skrive om – eller efter de steder, vi skal hente varer til netbutikken – vælger vi udelukkende campingpladser efter beliggenhed.

DET kan der komme mange sjove oplevelser ud af, for campingpladser er et særdeles vidt begreb i Storbritannien. Og vi er nødt til at holde på en plads, fordi vi ikke holder ferie, men arbejder undervejs og har behov for strøm.

Nogle gange er vi heldige og lander på en plads, der er ekstraordinært lækker – enten fordi den ligger særligt flot og spændende, eller fordi faciliteterne er særligt gode. Men vi lander lige så ofte på pladser, der er … specielle…!

På vores tur i efteråret ankom vi til en campingplads i udkanten af Yorkshire Dales. Vi kørte over en lille, meget smal bro (vi kunne se andre autocampere i det fjerne, så det kunne åbenbart lade sig gøre) og ind på en gård, der lignede noget, der var løgn. Ét rod af bygninger, murbrokker, biler, gøende hunde, høns og jeg ved ikke hvad.

Der var ingen reception; ingen til at tage imod, så jeg måtte på jagt efter menneskeliv. Jeg fandt en ung mand, der på klingende “yorkshirsk” fortalte mig et eller andet med en hvid trappe ved én af de mange bygninger, og da jeg kom hen til den bygning, fandt jeg en anden mand, der forklarede mig noget andet uforståeligt.

Heldigvis kom vores “værtinde” hjem i det samme. Hun var til at forstå – så nogenlunde – og hun gav os frit valg på alle hylderne på den øverste mark og forsvandt.

På den øverste mark var der sten, så vi ikke kørte fast, og strøm, så vi kunne arbejde. Vi kunne endda bruge vores internet, hvilket aldrig er en selvfølge. Og så havde vi en fantastisk udsigt til solnedgang, får og grønne marker. Senere fandt jeg – til min forbavselse – ud af, at badeværelserne var nærmest elegante.

Så på den måde får mange mange oplevelser. Det er i hvert fald aldrig kedeligt at rejse rundt i autocamper i UK… 🙂

Translate »