Uddrag fra bogen Autocamperliv – på tur i Sydengland

gardenhousetilfbVisse steder glemmer man aldrig, og the Garden House i Buckland Monachorum er ét af dem. Derfor var det en stor fornøjelse at genbesøge haven, der var blevet større, siden vi så den sidst. Udvidelserne er sket i etaper igennem årene, og den vestlige del var kun lige begyndt i 1990’erne, da vi var der, mens skovområdet i den østlige del først nu er i sin spæde start.

Huset på grunden havde engang fungeret som præstebolig, og haven bestod af en skrånende have med mur og store græsmarker rundt om den. Den nytilflyttede familie døbte huset ”havehuset”, selv om de dårligt var gået i gang med haven på det tidspunkt – med tiden kom navnet dog til at passe perfekt. Haven i dag er én af de dejligste, jeg kender.

Uddrag fra bogen AUTOCAMPERLIV – på tur i Sydengland

590sidmouthDet er, som om tiden er gået i stå i Sidmouth, der ikke blot virker som en magnet på velstående pensionister. De gode strande og den charmerende by tiltrækker hvert år et stort antal besøgende, der nyder den afslappede stemning, og man har indtryk af, at alle mødes til eftermiddagste i Connaught Gardens.

Parken ligger ikke langt fra den gamle bydel og har ikke bare en fantastisk udsigt over havet; den føles som en lille oase og et rart sted at spise gode kager med gode venner eller bare sidde i fred med en bog. Bagefter kan man så besøge den gamle bydel og se nærmere på nogle af de mange fredede bygninger – hold øje med de blå plader på husene, for på dem kan man læse om stedets historie.

Uddrag fra bogen AUTOCAMPERLIV – på tur i Sydengland

590hintonHinton Ampners have er virkelig dejlig. Vi nød både at sidde på bænke og se på udsigten og at gå på opdagelse i de mange ”haverum”. Haven er anlagt i flere niveauer, og der er både klippede former, åkandedam og flotte blomsterbede, og ved kirken ligger frugthaven og køkkenhaven side om side.
Hvis man holder af at gå ture, er der flere muligheder. I receptionen kan man få et kort over de ruter, der er i området, og om foråret kan man se tætte tæpper af bluebells i skoven. På én af de kortere ture kan man se nogle af de mange gamle træer, der er på Hinton Ampner – det ældste træ regnes for at være 5-600 år gammelt og har altså stået dér siden tudortiden.

Der er et ”stille hjørne” i haven, og det er sådan en god idé, synes jeg. I vore dage, hvor vi hele tiden udsættes for forskellige former for støj, har man virkelig behov for at sidde ganske stille og lytte til fuglesangen, biernes summen og vinden i træernes blade. Man opfordres til at slukke for telefonen – og også gerne slå hjernen fra, så man bare fortaber sig i ro og eftertanke.

Translate »